Loading

Boyfriend

Okay. So I have a boyfriend now. His name is Kristian. Don’t you guys worry - he’s not the douchebro who dumbed my ass after finding out I was raped. Kristian is just an absurdly common Danish name. 

Anyway. This Kristian is great. I really like him. I feel safe around him and I haven’t had a single flashback.. And I haven’t had to nervously get semi wasted in order to be able to get fucked without having a mental breakdown. The problem is - I’m so used to being in shitty and sadly sometimes violent and fucked relationships where dudes have hit me or continued fucking me during a flashback. So it’s kind of freaking me out that he’s so kind, sweet and caring. 

I’m terrified I’ll fuck up. He’s so good to me that I can’t help feeling it’s too good to be true.I started tearing up last night while he was fucking my ass. Not because it hurt, but because I was so ridiculously happy. Everything felt so right at that moment. No fucking flashbacks. I felt so free. 

 AAAAAARGH I’M SO HAPPY YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES YES


Hi hello

Hi hello

Gurls

Gurls

Celia

Celia

fluesmaek n Celia

fluesmaek n Celia

Min mor, købekonen

 

 

Som femårig begejstrede synet af nyfalden sne mig så meget, at jeg endte med at tumle ud af hoveddøren, kun iført underhylere og med en plastikpose i min ene lille, knyttede næve. Jeg satte mig på hug og fik hurtigt proppet en masse nyfalden, dugfrisk sne ned i plastikposen jeg havde taget med ud. Jeg var så ekstatisk, forundret og bjergtaget at jeg slet ikke lagde mærke til hvor koldt det var udenfor.

Da jeg kom ind i huset igen, viste jeg stolt posen frem til min far og forlangte at han hurtigst muligt skulle sende posen ned til mine bedsteforældre, så de også kunne se hvad sne var for noget. Men i stedet for at sige noget, kiggede min far bare på mig. Jeg kiggede tøvende tilbage og gentog mig selv. Stadig ingen reaktion. Så var det, at det gik op for mig at min far og jeg jo ikke kunne forstå hinanden. Han kunne ikke forstå Isaan, jeg kunne ikke forstå dansk. Sneen var i mellemtiden smeltet. Så løb jeg grædende ind på mit værelse.

Dagen før, d. 18. december 1998, var dagen hvor jeg ankom til Danmark. Året inden, havde min mor nemlig giftet sig med en dansk mand hun havde mødt gennem en kontaktannonce i en avis. Jeg tror, at overskriften var ”Thai kvinde søger”.

I starten var jeg for lille til at stille spørgsmål ved måden min mor havde mødt min far på, men jo ældre jeg blev, jo mere nagede det mig, at min mor ikke var ligesom mine andre veninders mødre. Hun var ikke veluddannet ligesom de var, hun kiggede bare tomt på mig og sagde ”nå”, når jeg nævnte mine interesser for hende. Ikke ligefrem en mor jeg kunne have en ”tøseaften” med, som mine veninder kunne med deres mødre. Når vi sad ved bordet under middag, snakkede min far og jeg om nyhederne, historie og politik. Imens, sad min mor ligeså stille og spiste uden at deltage i samtalen. Kun når snakken faldt på Thailand, lyste hun op.

Dét kombineret med hendes sporadiske og noget så voldsomme raseriudbrud der desværre ikke var så sporadiske, gjorde at jeg i starten af mine teenageår endte med at se lidt ned på hende. Jeg skammede mig jo over at hun ikke var som andre mødre. Mest af alt, skammede jeg mig over måden hun havde mødt min far på.

Når folk spurgte ind til hvordan mine forældre mødte hinanden og jeg mumlende fortalte dem at min mor efterlod mig hos mine bedsteforældre i landsbyen mens hun arbejdede på en fabrik i udkanten af Bangkok hvor hun også boede og derefter tog til Danmark for at gifte sig med en mand hun ikke kendte, var reaktionen for det meste det samme. Et udtryk af afsky der et splitsekund senere blev erstattet med noget endnu værre – medlidenhed. (Den slags blikke spotter jeg stadig, når jeg går rundt med min far, manden der ”købte” min mor. Jeg ved udmærket godt hvad folk tænker, når de ser en tresårig hvid mand med ølmave gå rundt med en ung thai kvinde. Når jeg så højlydt kalder ham for far, kan jeg nærmest smage deres skam og fornemme deres undskyldende blikke.)

 

Reaktionen var især voldsom fra en række feminist-medsøstre. Trafficking, offer, sexslave, underdanig, fri vilje… Alt det blev nævnt, når jeg nævnte hvordan min mor havde mødt min far. Nogle pakkede deres meninger ind i vat, andre gjorde ikke, alligevel var det dog tydeligt for mig at høre og se hvad de mente. I starten prøvede jeg at passe ind, og gav dem tøvende ret. De var trods alt ældre end mig og måtte jo derfor vide bedre.

Alt det, gjorde at jeg som vred børnepunker havde et ambivalent forhold til feminisme. Fra de ældre feminister, ”Kvinde Kend Din Krop” (som jeg havde stjålet fra min faster og 10 år senere stadig ikke har givet tilbage… Undskyld) og diverse feminist pamfletter, lærte jeg at kvinder fandeme ikke er afhængige af mænd… Men hjemme hos min mor hjalp jeg min moster med at skrive beskeder til danske mænd på diverse dating sider, når hun var på besøg på turistvisa.

Når min mor spurgte om jeg ville hjælpe med at skrive beskeder for min moster, ville jeg for det meste rulle med mine øjne, udstøde et ”ej, moooooooor” og ryste på hovedet. Men nogle gang sagde jeg ja. For min mors skyld. Jeg følte mig så tom indvendig, efter jeg havde hjulpet min moster med at skrive tilbage til danske mænd på Dating.dk.

Da jeg en anden gang var på besøg i mit barndomshjem igen og min mor endnu engang spurgte mig om hjælp, kan jeg huske at jeg hurtigt vendte mig om og hvislede ”det her er SÅ forkert. Ved du ikke hvor klamt det er? Det hele giver mig kvalme. Hvorfor har du ikke mere respekt for dig selv?” Inden jeg hidsigt trampede hele vejen op til mit gamle barndomsværelse, vendte jeg mig om og så min mors sårede, uforstående blik. Hun råbte vredt ”hvorfor vil du ikke hjælpe din moster med at få et bedre liv?” Jeg åbnede tøvende min mund. I sidste ende, vidste jeg dog ikke hvad jeg skulle sige til min mor.

Hvilken ret havde jeg dog til at dømme en kvinde, der engang hviskede ”bare vores familie har det godt, så kan jeg godt sælge min krop” til mig? Er selvrespekt så fremmed fra at søge et bedre liv, for sig selv og sine børn? Hvem bestemmer, hvilke midler, man må tage i brug? Slutter retten til selvbestemmelse over egen krop, når man bruger den til at forbedre sin position? Hvilken feminist vil i ramme alvor, fortælle en kvinde, at de forstår hendes position bedre end hende selv? Og når disse feminister er hvide danskere, der gør sig kloge på en thaikvindes valg, og fortæller hende, at hendes valg ikke er hendes, at hendes anskuelser og valg er forkerte, hvilken feminisme fremsætter de så? Er det feminisme at fordømme personlige valg, når man aldrig selv har stået i en situation, hvor intet valg er nemt, og det måske er det mindste onde, der er det eneste mulige valg?

Måske er der intet rigtigt svar på disse spørgsmål. Men jeg tænker, at det er feminismens opgave at rumme dem alle. For ellers risikerer vi at feminismen ikke bliver et redskab til frigørelse for alle, men i stedet forårsager splid og splittelse, blandt dem den burde samle. Hvis ikke feminismen formår at rumme andet end renskurede, sort-hvide forståelser af, hvad der er individuel og kollektiv frigørelse, så opfylder den ikke sit potentiale. Derfor må der også være plads til det svære og det komplicerede. Kan vi ikke rumme hinanden, kan vi ikke kæmpe sammen.